Solveig Sandal Johnsen er ny bibliotekar ved det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek, hvor hun har ansvaret for et af bibliotekets fire fagområder.
14.04.2011
Solveig Sandal Johnsen startede den 1. marts 2011 som bibliotekar ved det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek, hvor hun er ansat i et års vikariat for Gitte Kolstrup. Det store fællesbibliotek dækker fagene jura, økonomi, psykologi og statskundskab på Aarhus Universitet.
Jura som fagligt ansvarsområde
Fællesbiblioteket for de fire fagområder har huse i to forskellige bygninger. Psykologi er placeret i Nobelparken og jura, økonomi og statskundskab er samlet i et bibliotek på Bartholins Alle.
- Til hverdag er jura mit faglige ansvarsområde, som jeg deler sammen med en kollega. Vi hjælper naturligvis hinanden på tværs af fagområderne, men det er inden for jura, at jeg har min ekspertise. Derfor er det blandt andet også mig, der står for at hjælpe de jura-studerende, når de har spørgsmål på biblioteket, fortæller Solveig.
Samtidig har Solveig også ansvaret for de otte studentermedhjælpere, der er ansat på biblioteket. Meget af hendes tid går derfor også med at holde kontakt til studentermedhjælperne, uddelegere opgaver og udarbejde vagtplaner.
Biblioteket skal indgå i uddannelserne
Solveig er også en del af indsatsgrupperne på det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek og ASB bibliotek. Grupperne går på tværs af bibliotekerne og arbejder for, at bibliotekerne skal være en del af de studerendes uddannelse.
Indsatsgrupperne sørger for at give de studerende både praktiske og faglige værktøjer under deres uddannelse. Undervisning er blandt andet en af de ting, som de arrangerer.
- Ved siden af undervisningen er der hele tiden nye tiltag på vej. I løbet af foråret vil der for eksempel blive sat gang i læringsprojekter til bibliotekets hjemmeside, hvor der vil blive lavet små videoer, der skal fungere som guides til de studerende, fortæller Solveig.
Tidligere ansat på ASB bibliotek
Solveig er uddannet cand.scient.bibl. fra Biblioteksskolen i Aalborg. Efter hun blev færdiguddannet i 2007, arbejdede hun på ASB bibliotek. Efter halvandet år valgte at flytte med sin mand til Chicago, USA, hvor han var blevet tilbudt en stilling som post.doc.
- Jeg var glad for at arbejde på ASB bibliotek, og derfor er det også dejligt, at jeg har kontakt til mine tidligere kollegaer gennem mit nye arbejde her på det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek, siger Solveig.